Intet • Altet

Vi indtager vor plads i solen Smedet i mørkets esse af blod Den klareste flamme vil rense din skyld Fra soden kan rejses en klinge Så skarpt og så stærkt er dit våben, dit mod Og skjoldet skal prydes med solens guld Kundskab vil opstå fra arnens gnister Du, som har tændt millioner af stjerner tænd i vort mørke en tindrende tro Aurum solis lucebit Lærdom vil fæstnes ved strålernes glød Aurum solis lucebit Gløderne ulmer og skriger de opsluger alt i et flammende hav et blodigt begær for det røde guld En datter vil navngive solen Og hidkalde vinden fra skyggernes dal Og hidkalde vinden til dronningesal Morgenduggen visner bort Skum fra hingstens bidsel Knuste iskrystaller pryder din kappe De bukker sagte under for dit skær Deres knusende sejrsrus Grådigt omsluger du alt Den brusende summen i mit øre Er dit begær Mod evighedens kolde hylster Mod evighed, tosomhed, kærlighed, skæbne og sod I salig fryd Kæmp for dig selv og din ære Dø, om det gælder, at leve det koster dit liv Som den første menighed Havets morgenrøde skød Det iskolde sorte hjerte Bølgerne synger til knejsende sten Mod isnende kold granit Det iskolde sorte hjerte Skyggerne bleges af solens glød De fæstnes i jordens pryd Det iskolde sorte hjerte Havets morgenrøde skød Livets væsen Bærer frugten i sit klæde

Livets fire lys Hvor ilden lyser alting op Tændes af en blodrød flamme Slukkes af en brusende flod Og når den slukker jer Hvad har vi lært? Vil det til sidst skabe mening? Hæder, magt eller tro? Vi står foran intet og altet Brødre, søstre i kamp For at efterlade Et ekko til fremtidig visdom Så kom livet Det fjerne lys Sløret løftes Et bankende bryst Fra vugge til visdom Din moders røst Fra vaklende søgen Til du blev dig selv Hver dråbe du rører Vil Mejsles ind I din sjæl Her hvor vi står Skabes der et ekko Uden et håb Uden en trang til at dø og forstå Vi gemmer os i dybet Den evige grav Uden et håb uden en trang til at dø og forstå Lysvæld bag ved lysvæld kom Åh lad din vilje ske Lysvæld bag ved lysvæld kom Forblændet, fortabt og i knæ Led os væk fra natmørkt hav Op mod bjerges ryg Led os væk fra natmørkt hav Forblændet, fortabt og i knæ Jeg binder mig Til jorden Til havet Til dig Floden, vor skaber Led os mod pragt Driver med strømmen mod afgrundens dyb Driver mod strømmen mod altet, mod intet

'Floden, som kan lede' ('The river that can lead') concerns the ascetic hermit, withdrawing from the world to prepare for his journey to the next realm. It is a purely instrumental track, to illustrate the silence of the hermit who lives in complete solitude. The sigil for the track symbolizes the setting sun, receding beneath the horizon, while the shadows grow ever longer on the cold earth.

Døde ritus Døde menighed Var det i gry, var det i kvæld Omstrål mig, glemsel igen Var det i gry, var det i kvæld Omfavn mig, jeg sygner hen Støvet der hager sig fast i min sjæl Løfter sit åg fra min ånd Slangen der nærer sit kuld ved min sjæl Slipper sit greb om mit liv Døde ritus Døde menighed Var det i gry, var det i kvæld Omstrål mig, glemsel igen Var det i gry, var det i kvæld Omfavn mig, jeg sygner hen Støvet der hager sig fast i min sjæl Løfter sit åg fra min ånd Slangen der nærer sit kuld fra min sjæl Slipper sit greb om mit liv Døde ritus Døde menighed Døde ritus Døde menighed Modet forpligter Våger hvileløst over din sjæl Sorgen forankres Nu er du alene igen Ligbålet stråler Tænder stjernernes glorie påny Rejsen mod intet Nu er du i altet igen Du kom fra intet Du blev til altet Du kom fra intet og bar livet ind i altet Fra dyden Mod døden Floden, som kan skabe Floden, som kan lede