Fra Dyden

Vi indtager vor plads i solen Smedet i mørkets esse af blod Den klareste flamme vil rense din skyld Fra soden kan rejses en klinge Så skarpt og så stærkt er dit våben, dit mod Og skjoldet skal prydes med solens guld Kundskab vil opstå fra arnens gnister Du, som har tændt millioner af stjerner tænd i vort mørke en tindrende tro Aurum solis lucebit Lærdom vil fæstnes ved strålernes glød Aurum solis lucebit Gløderne ulmer og skriger de opsluger alt i et flammende hav et blodigt begær for det røde guld En datter vil navngive solen Og hidkalde vinden fra skyggernes dal Og hidkalde vinden til dronningesal Morgenduggen visner bort Skum fra hingstens bidsel Knuste iskrystaller pryder din kappe De bukker sagte under for dit skær Deres knusende sejrsrus Grådigt omsluger du alt Den brusende summen i mit øre Er dit begær Mod evighedens kolde hylster Mod evighed, tosomhed, kærlighed, skæbne og sod I salig fryd Kæmp for dig selv og din ære Dø, om det gælder, at leve det koster dit liv Som den første menighed Havets morgenrøde skød Det iskolde sorte hjerte Bølgerne synger til knejsende sten Mod isnende kold granit Det iskolde sorte hjerte Skyggerne bleges af solens glød De fæstnes i jordens pryd Det iskolde sorte hjerte Havets morgenrøde skød Livets væsen Bærer frugten i sit klæde